For to år siden blev dronning Margrethe spurgt, om hun ville brodere et såkaldt antependium - et forhæng til alterbordet - til Gråsten Slotskirke.
Søndag kunne dronningen præsentere resultatet af sine kunstneriske færdigheder. Her blev forhænget nemlig taget i brug ved en stor festgudstjeneste.
Det fortæller kongehuset på Instagram, hvor det har delt billeder af forhænget.
- Antependiet har dronningen skabt med broderiteknikken petit point, hvor detaljer fremstår diagonalt med halve korssting, lyder det fra kongehuset.
Her afslører det også, at dronningen har lagt en lille, kærlig hilsen ind i forhænget.
- I mønstret ses blandt andet tre margueritter, der skal symbolisere dronningen og søstrenes tilknytning til Gråsten.
- Derudover har Dronningen hentet inspiration til det nye antependium i salmerne "Alle mine kilder" og "Som tørstige hjort monne skrige", skriver kongehuset til billedet.
Dronningen har traditionen tro holdt sommerferie på Gråsten Slot i Sønderjylland.
Se billederne her:
https://www.instagram.com/p/BlzsorwAwsw/?taken-by=detdanskekongehus
https://www.instagram.com/p/Bl0CI4ZgkY1/?taken-by=detdanskekongehus
/ritzau/