Kommunerne skriger på hjemmehjælpere, men selvom de unge er interesserede i jobbet, mangler der simpelthen uddannelsespladser. Det skriver Politiken.
I 2005 søgte 14.700 danskere ind på en af landets skoler for social- og sundhedshjælpere, men kun knap 7000 blev optaget på uddannelsen.
Og det er en absurd situation, når der er så hårdt brug for deres arbejdskraft i fremtiden, mener LO-formand Hans Jensen.
Som det første af en række konkrete krav i forbindelse med kvalitetsreformen, kræver LO nu flere uddannelsespladser til social- og sundhedshjælperne.
Kravet lancerer Hans Jensen i sin 1. maj tale.
- Situationen er den, at der står mennesker i kø, hvor der et enormt behov for deres arbejdskraft. Så det er alene et spørgsmål om vilje, at få dem igang - fremfor at afvise dem ved hoveddøren, siger Hans Jensen til Politiken.
Landets undervisningsminister, Bertel Haarder (V) erklærer sig parat til at udvide antallet af pladser på sosu-skolerne.