De færreste kan forestille sig at sove udendørs for tiden, men det er nu engang virkeligheden for mange hjemløse.
De må nemlig ikke få deres firbenede følgesvend med på herberg og vælger derfor at sove ude i sneen sammen med hunden. Det skriver 24 timer.
Af landets 60 herberger er det kun fire, hvor det er tilladt at tage sin hund med.
Der findes omkring 5000 hjemløse i Danmark, og en stor del af dem, har en hund med sig, vurderer Sofie Bay-Petersen fra interesseorganisationen for hjemløse SAND.
Hun frygter, at de hjemløse ikke får den hjælp, de behøver, når de ikke kan få et sted at bo.
"Jeg hører tit, at folk har problemer med, at de ikke må have deres hund med, og derfor forstår jeg ikke, at man ikke gør noget ved det," siger Sofie Bay-Petersen til avisen.