Den 38-årige hjemløse Nicolai Hansen var onsdag en glad mand. Her blev to medlemmer af invandrerbanden Black Army i Retten i Odense kendt skyldige i afpresning. Hans forklaring i retten var med til at dømme de to.
Nicolai Hansen var 4. december i det indre Odense blevet slået i hovedet og havde fået stjålet sine penge. De to dømte truede desuden Nicolai Hansen med mere vold og krævede, at han skulle vende tilbage med flere penge.
Dommen lød på henholdsvis 9 og 12 måneders fængsel.
- Jeg er så glad for det. Jeg sidder her med gåsehud, sagde Nicolai Hansen til TV 2 efter dommen.
Efter at have vidnet blev Nicolai Hansen rystende eskorteret af flere betjente væk fra retten, men selv om han er glad for dommen, er han utryg og tør ikke længere opholde sig på Fyn.
Jeg gjorde det for de svage
Han fortæller til TV 2, at han har det godt med at være stået frem, men at han ikke kun gjorde det for sin egen skyld, men også for andre svage i samfundet.
- Det er ikke kun for mig, det er for hele landet. Det er ikke kun Odense. Det er hele det ganske danske land, og det er det værd, siger Nicolai Hansen, som også fortæller, at sagen har kostet ham vennerne, så han kun har følgesvenden - hunden Kira.
Anden dom for afpresning
Dommen onsdag var den anden på kort tid, hvor medlemmer af Black Army er blevet dømt for afpresning. For nylig blev tre medlemmer dømt for trusler og afpresning mod en tatovør i Odense.