De dumper eksamen, fordi de sidder inde.
Sådan lød advarslen i flere medier for et par dage siden - det gik nemlig op for de unge, der blev sat i fængsel efter gadekampe med politiet, at de muligvis ville dumpe eksamen, fordi de går glip af så meget undervisning.
Nu er hjælpen på vej.
Nogle gymnasielærere og en håndfuld studerende fra Danmarks Tekniske Universitet, RUC, Nils Bohr Instituttet og andre institutter på Københavns Universitet erklærer sig klar til at rykke ud med lektiehjælp og undervisning til de unge i fængslet.
De har rettet henvendelse til Kriminalforsorgen for at høre, hvordan lektiehjælpen i fængslet kan arrangeres:
- Vores tilbud om lektiehjælp er kvit og frit – ligesom driften af Ungdomshuset, siger Anne Mette Carlsen, specialestuderende i kommunikation og socialvidenskab på Roskilde Universitetscenter.
Tilbudet om lektiehjælp savner dog undervisere i tysk og biologi. Studerende eller færdiguddannede inden for de to fag opfordres til at henvende sig til gruppen af velgørende undervisere.