De engelske gentlemen har skruet bissen på, og personer uden for EU skal nu bevise, at de kan bidrage positivt til det engelske samfund, før de kan få statsborgerskab.
»Immigranter skal bevise deres værd,« som den engelske indenrigsminister Jacqui Smith rammende udtrykte det til parlamentet i onsdags. Her blev de nye immigrationsregler fremlagt.
De nye regler betyder, at ansøgere har et statsborgerskab på prøve et år, før det kan blive permanent.
Her skal immigranterne bevise, at de er integreret, ved at involvere sig i aktiviteter, job og frivlligt arbejde. Jo mere de hjælper andre, desto hurtigere får de permanent statsborgerskab.
Desuden skal de bestå en test om samfund og historie, som er blevet udvidet yderligere, og nye indvandrere skal betale et symbolsk beløb for at kunne bruge skoler og sygehuse.
Føler sig fremmedgjorte
For at forstå, hvorfor britterne strammer integrationsgarnet, er det nødvendigt med et tilbageblik.
»Siden kolonitiden har der været tradition i England for, at forfulgte mennesker kunne slå sig ned. Men indvandrerne passede sig selv, og omkring 2000 opstod der et parallelsamfund, der begyndte at lave ballade. Det rystede landet,« forklarer Jørgen Sevaldsen, lektor i britiske samfundsforhold på Københavns Universitet.
Undersøgelser har desuden vist, at anden- og tredjegenerationsindvandrere i England føler sig mere fremmedgjorte end deres forældre, og terrorbomberne i Londons undergrund samt demonstrationer over Muhammed-tegningerne fik regeringen til at træde i karakter.
I 2004 blev de første historie- og samfundstest indført.
»Den stigende fremmedgjorthed har gjort et stort indtryk, og England fortsætter nok ad den vej, de er begyndt på. Det er ikke usandsynligt, at de også indfører en 24-års-regel,« fortæller Jørgen Sevaldsen.
25-årige Michael James McCrae er fra Sydafrika, men han har boet og arbejdet i England i seks år. Michael føler sig britisk, men fordi han endnu ikke har fået statsborgerskab, har han langtfra de samme rettigheder som kammeraterne.
For fire måneder siden forkortede regeringen udrejsereglerne fra tre måneder til tre uger. Derfor kan Michael pludselig ikke rejse med vennerne eller besøge kæresten i Danmark.
»Det føles som en fængselsstraf, for friheden er væk,« fortæller han.
De seneste stramninger gælder kun nye ansøgere om statsborgerskab, og derfor er Michael James McCrae ikke hårdest ramt. Hvis ikke der kommer yderligere stramninger, håber han på at få permanent opholdstilladelse til september og statsborgerskab et år efter.