Et valg er den eneste måde at løse krisen mellem Libanons regering og landets oppositionspartier med Hizbollah i spidsen. Det mener oppositionen, der mandag krævede, at regeringen udskriver valg i utide.
De nye krav fra oppositionen kan gøre det svært for Den Arabiske Liga at mægle i konflikten. Den Arabiske ligas generalsekretær Amr Moussa ankommer tirsdag til Beirut for at mødes med de rivaliserende politiske ledere. Lederen af oppositionen Omar Karami sagde mandag, at Hizbollah gerne vil samarbejde med Moussa, men at de kræver, at regeringen ændrer attitude.
Oppositionens støtter har siden den 1. december demonstreret mod regeringen i Libanons hovedstad Beiruts gader. Krisen er blevet kaldt den værste politiske krise siden borgerkrigen, der sluttede i 1990. Men den kan blive endnu værre, hvis ikke regeringen opfylder oppositionens krav om nyvalg, sagde lederen af den kristne opposition, Michel Aoun, ifølge Reuters.