Lederen af den magtfulde shiamuslimske Hizbollah-bevægelse i Libanon, der er i tæt alliance med det syriske regime, siger, at Syriens venner ikke vil tillade, at det trængte styre omkring præsident Bashar al-Assad falder.
- Syrien har sande venner i regionen, og de vil ikke tillade, at landet falder i hænderne på USA, Israel og "takfiri"-grupper, siger Hassan Nasrallah i et tv-interview tirsdag.
"Takfiri"-grupper er islamistiske udbrydergrupper.
Hassan Nasrallah siger i interviewet, at militsfolk fra Hizbollah hjælper det syriske militær med at nedkæmpe oprørerne.
- Et stort antal af oprørerne var ved at forberede en erobring af landsbyer med libanesiske indbyggere, så det var "normalt at tilbyde enhver mulig og nødvendig hjælp til den syriske hær og militserne, der kæmper for regeringen, og til libaneserne, siger Nasrallah.
Libanons militante Hizbollah-bevægelse har i mange år fået støtte fra Syrien og Iran, hvilket har været afgørende for dens stærke magtposition i landet.
/ritzau/Reuters