Skader på arvematerialet, fosterskader og endelig kræft. Det er, hvad hiv-medicinen Viracept fra Roche mistænkes for at kunne forårsage blandt hiv-smittede helt ned til 3-årsalderen, efter der er fundet urenheder i præparatet.
Det får nu det europæiske lægemiddelagentur, EMEA, til at trække produktet ud af markedet.
- Man har opdaget, at der er en urenhed i produktet, som er kommet i forbindelse med produktionen. Vi ved ikke, hvor langt tilbage problemet går, men det har i hvert tilfælde været der siden marts i år, siger overlæge Steffen Thirstrup fra Lægemiddelstyrelsen.
Kræver nye forsøg
Det er stoffet etylenmesylate, som har fået myndighederne til at suspendere Viracept.
- Vi ved, at det påvirker vores gener. At det kan være kræftfremkaldende og give fosterskader. Om fosteret får hjertemisdannelser, eller hvad der sker med barnet, ved vi ikke. Men stoffet giver skader på arvematerialet, siger Steffen Thirstrup.
Hvor stor en mængde af stoffet, der skal til, før patienter og fostre tager skade, er uklart. Derfor skal Roche gennemføre dyreforsøg og oprette et register over berørte patienter, som skal følges tæt. Derefter kan lægemidlet muligvis atter blive markedsført.
Sidste år blev der alene i Danmark solgt omtrent 7.000 pakker Viracept. Patienter, der endnu ikke er skiftet til et andet lægemiddel skal kontakte deres læge.