En fireårig pige fra Mississippi i USA, som lægerne troede, var blevet kureret for HIV-virus, har fået konstateret smitten igen, siger amerikanske forskere torsdag.
Pigen, der blev født i 2010 af en hiv-smittet mor, blev umiddelbart efter fødslen selv testet positiv for HIV og kom i behandling med HIV-medicin.
Da pigen var 18 måneder gammel stoppede hun kortvarigt sin behandling, men forblev af ukendte årsager sygdomsfri.
Lægerne kunne herefter ikke spore HIV-virus i hendes krop i to år, og det fik lægerne til at håbe på, at man havde fundet en kur til børn, der er født med hiv i kroppen, simpelthen ved at sætte dem i behandling tidligt i deres liv.
Men nu har lægerne altså igen kunnet spore virusset i den lille piges krop.
- Det er en skuffende udvikling for barnet, lægerne og HIV- og AIDS-forskningen, siger Anthony Fauci, direktør for det Nationale Institut for Allergi- og Infektionssygdomme i USA.
Pigen blev testet for HIV under et kontrolbesøg tidligere på måneden, og her blev der igen konstateret HIV i hendes blod. Hun bliver nu behandlet på ny med såkaldt anti-retroviral medicin, som bruges til at behandle HIV-smittede patienter med.
Pigen har det trods omstændighederne fint, lyder meldingen fra lægerne.
I marts blev også endnu en baby i Californien erklæret HIV-fri i en alder af ni måneder på trods af, at barnet var født af en HIV-smittet mor.
/ritzau/AFP