Det er ikke kun hjemme hos Asta, han er et hit.
Sebastian Bull hiver også i den grad publikum i biffen.
På mindre end to måneder har over 100.000 danskere været i biografen for at se filmen "Vogter" med Sebastian Bull i hovedrollen.
Helt præcist, så har 105.342 publikummer set filmen siden premieren den 12. september.
Bare den første weekend, hvor filmen havde premiere var flere end 18.000 mennesker i biffen for at se filmen.
I foromtalen af "Vogter" hedder det blandt andet.
- Den idealistiske fængselsbetjent Eva (Sidse Babett Knudsen) bliver fanget i sit livs dilemma, da manden (Sebastian Bull), som er dømt for mordet på hendes søn, anbringes i det fængsel, hvor hun arbejder. Uden at afsløre sin hemmelighed beder Eva om at blive flyttet til den unge mands afdeling - den hårdeste og mest voldelige i fængslet.
Her begynder et nervepirrende drama, hvor Evas retsfølelse sætter både hendes moral og fremtid på spil.
Sebastian Bull deltog i 2023 i den 20. sæson af "Vild med dans", hvor han dansede sammen med Asta Björk Ívarsdóttir.
Parret blev efterfølgende kærester.