Adolf Hitler, Tony Curtis og Frankenstein skal i valgkamp mod hinanden i den indiske delstat Meghalaya. Og de stiller ikke op for sjov.
Delstatens politikere bærer nogle af verdens særeste navne som for eksempel Adolf Lu Hitler Marak eller Frankenstein Monik. Men navnene har en naturlig forklaring, forsikrer en lokal ekspert.
»Det er uretfærdigt at grine af disse navne. De er bare udtryk for, hvad folk hedder her omkring,« forklarer professor David R. Syiemlieh til CNN.
Hitler som minister
Årsagen er, at delstaten blev omvendt til kristendom under britisk herredømme. Siden har indbyggerne været så glade for vestlige navne, at de har navngivet deres børn hvad som helst – bare det lød engelsk. Selv landenavne som Australien eller Thailand er almindelige fornavne i regionen.
Adolf Lu Hitler Marak har aldrig haft problemer med sit navn. Hitler er tidligere blevet valgt ved lokalvalg og har endda været delstatens minister for skovbrug.
»Jeg er glad for mit navn, selvom jeg ikke har diktator-tendenser,« siger han til AFP.