Striden er opstået, efter udgravningen af Holstebro Kirkes gamle kirkegård. Haps, har Panum Instituttet sagt, fordi det vil undersøge skeletterne. Men ikke nok med det. Nu kræver det også, at knoglerne skal indgå i instituttets nationale skelet-samling – sådan en har vi også her til lands – på 20.000 skeletter. Nej, hit med knoglerne, siger Holstebros præster, som mener, at det krænker gravfreden. Præsterne kræver skeletterne genbegravet. Nu. Kirkens menighedsråd skal nu holde møder med Kulturarvstyrelsen og Holstebro Museum, der er de egentlige ejere af skeletterne, hvordan det så end kan gå til. Og striden har udviklet sig yderligere, har menighedsrådformanden udtalt til Dagbladet Holstebro-Struer.
»Der er nogle, som føler sig trådt på,« har han sagt og forklarer, at menighedsrådet havde forestillet sig, at »eksperterne skulle kigge på de der skeletter, og at når de så havde fået de oplysninger, de skulle have, så puttede de dem ned igen. Måske ikke i samme hul, men ligesom man gør på kirkegården.«
Senest er også selveste kirkeministeren gået ind i kampen. Om skeletterne bliver hevet ud af Panum-instituttets skabe, ved ingen endnu. Men man kan da godt blive bekymret. For hvor ender man mon selv, hvis forskere kan bruge ens knogler til hvad som helst for forskningens og udstillingernes skyld? Nej tak, kære venner. Jeg forstår så udmærket, at præsterne kræver knoglerne tilbage, hvor de kom fra. Det gør de også på mine vegne. Fred med de døde. Om det så kræver kamp til stregen!