Den gamle landevejskro, Viuf Kro, på Storegaden i Viuf mellem Kolding og Vejle skal rives ned.
Bygningerne fra 1897 skal give plads til supermarkedskæden Rema 1000.
Det bliver således slut med at mæske sig i stegte ål med stuvede kartofler, wienerschnitzel med det hele eller måske et stjerneskud. Med andre ord klassisk, dansk kromad, når det er bedst.
Det er ejeren gennem de seneste 30 år, Simon Simonsen, som har solgt stedet, skriver Kolding Ugeavis.
- Vi har haft nogle fantastiske år med mange stamgæster. Men det er svært at sælge kroer, og alt har jo en ende. Nu glæder jeg mig til at nyde livet lidt og opleve verden, mens vi kan, siger den snart tidligere kroejer til ugeavisen.
Rema 1000's overtagelse og nedrivningen er betinget af en ændring i lokalplanen, og Simon Simonsen forventer, at han vil køre Viuf Kro videre som normalt de kommende måneder.
Simon Simonsen regner med, at der lukkes og slukkes en gang til maj til næste år - således når Viuf Kro lige nøjagtig, at have ligget på adressen 125 år.