Det velrenommerede og historiske fynske spise- og overnatningssted Falsled Kro forsøger nu at hive pengestærke gæster til med et nyt tiltag.
Med vandflyver fra Københavns Havn direkte til Falsled Havn er Falsled Kro for 5.495 kroner plus drikkevarer begyndt at fragte kunder direkte til Helnæs Bugt på den fynske vestkyst.
Det skriver Berlingske.
Spisestedet har haft en prøveballon i luften, som der var stor interesse for. Således blev de første tre afgange hurtigt solgt, mens en fjerde tur med vandflyveren, som kan fragte 12 personer, blev solgt på en time.
For pengene får man - udover en tur-retur-oplevelse med vandflyver - en to-retters frokost, eftermiddagskaffe, en seks-retters aftenmenu, overnatning og morgenmad.
Administrerende direktør på Falsled Kro, Randi Schmidt, siger til Berlingske, at det er hyggen og oplevelsen ved at tage en vandflyver, der tiltrækker folk:
- Der er noget romantisk ved at tage en vandflyver. Det går også meget hurtigt med at komme frem, men jeg tror ikke, at det er afgørende, siger hun.