Hotel Kløver Es i den sønderjyske by Hellevad er gået konkurs.
JydskeVestkysten skriver, at det er over 100 år gamle hotel er blevet begæret konkurs af forpagter Günther Jensen.
Han forklarer til avisen, at konkursen skyldes en satsning, der gik galt.
- Vi satsede på, at håndværkere i forbindelse med byggeriet af Apples datacenter ved Kassø ville benytte hotellet, siger han til JydskeVestkysten.
Computergiganten Apple er ved at opføre et stort datacenter ved Kassø lidt syd for Hellevad, men ifølge den nu tidligere forpagter er byggeriet trukket ud, og derfor har belægning været for dårlig i det sidste halve års tid.
Günther Jensen forklarer, at hotellet nu er lukket, mens konkursboet er ved at blive gjort op.
Den gode nyhed er, at der allerede er fundet en ny forpagter. Det drejer sig om Louise Nielsen, der i de seneste par år har arbejdet som tjener på Hotel Kløver Es.
Hotellets 10 fastansatte er sammen med en del afløsere blevet afskediget.
- Jeg har valgt ikke at overtage personalet, fordi vi lige skal have styr på alle reglerne først. Det hele er gået meget hurtigt, siger Louise Nielsen til JydskeVestkysten.