Det gamle mejeri i Lundby i den lille sydsjællandske by mellem Næstved og Vordingborg blev natten til søndag ramt af en omfattende brand.
Det skriver flere medier.
Det gamle mejeri brød i brand ved 18-tiden, og der gik ikke mere end en times tid før at halvdelen af det historiske hus var væk, skriver lokalmediet vordingborg.in.
Vordinborg.in viser en stribe billeder fra branden. Her er det tydeligt, at ilden har godt fat i ejendommen.
Ejendommen går i folkemunde som Det gamle mejeri, men har også huset en rødkålsfabrik, mens lokalerne blev brugt til opbevaring af fisk og værktøj, da branden brød ud.
Der er desuden beboelse i ejendommen, og sønnen til beboerne fortæller til TV2 Øst, at hans forældre slap ud af den brændende bygning ved egen hjælp.
Ifølge TV2 Øst er førstesalen på den historiske bygning, der blev opført i 1890, brændt ud. Det er uvist, hvor omfangsrige skaderne er i resten af ejendommen.
Ejendommen er afspærret, mens der foretages undersøgelser for at fastslå brandårsagen.