En ny prins eller prinsesse kan være på vej i Danmark.
I hvert fald er ønsket om et fælles barn den mest oplagte grund for prins Joachim og Marie Cavallier til at gifte sig, mener historiker ved Københavns Universitet Jes Fabricius Møller, der er ekspert i de kongelige.
- I modsætning til hvad de fleste tror, er det jo mere i den kongelige tradition at have en elskerinde end en kone nummer to. Så der var intet i vejen for, at Joachim havde fortsat sit liv som hidtil med Marie som kæreste og ledsager ved uformelle arrangementer. Så man må formode, de gifter sig, fordi de gerne vil have børn, siger Jes Fabricius Møller.
Historikeren mener, at offentligt kendte uægte børn ville være helt utænkeligt i det danske kongehus. Så hellere en skilsmisse og en ny prinsesse på tronen. Men hvordan ægteskabet vil påvirke monarkiet, er for tidligt at spå om:
- Joachim betrådte ukendt territorium med skilsmissen. Nu går han endnu et skridt videre. Ingen siger at det vil lede til en krise for monarkiet, men det er risikofyldt, for det er lettere at træde ved siden af, når spillereglerne ikke er kendt, siger han og understreger, at kongehuset må være fast overbevist om, at forholdet holder.