Manchester City kan godt begynde at planlægge fejringen af det engelske mesterskab i fodbold. I hvert fald ifølge fodboldhistoriens statistik.
Josep Guardiolas mandskab fører rækken med 13 point, og det er det største forspring ved juletid i Premier Leagues historie.
Historien siger også, at syv ud af de seneste ti hold, der har ført rækken juledag, har holdt hele vejen til mål og vundet mesterskabet ved sæsonens afslutning. Det skriver Sky Sports.
Kun Liverpool (i 2008/09 og 2013/14) og Arsenal (2007/08) har formøblet en juledags-føring. Og begge hold med væsentlig mindre forspring end suveræne Manchester City.
Manchester City har tidligere ført rækken ved juletid i sæsonerne 2011/12 og 2013/14. Begge gange endte det med et mesterskab.
Da Manchester City besejrede Bournemouth med 4-0 forleden, nåede holdet ifølge statistikkerne i Opta Sports op på 100 scoringer i et kalenderår i den bedste engelske række. Det er ifølge Opta Sports senest sket i 1982, hvor Liverpool nettede 106 gange.
Alligevel ser Josep Guardiola plads til forbedring på sit sprudlende City-mandskab.
Angrebsspillet kan blive mere flydende, og holdet skal skabe flere målchancer især mod defensivt indstillede hold.
- Vi er nødt til at lære og forbedre os i angrebene mod den slags forsvar. Jeg tror, det kommer til at ske, sagde Josep Guardiola til tv efter sejren over Bournemouth forleden.
27. december skal Manchester City på besøg hos Newcastle fra den tunge ende af tabellen og kan her udbygge Premier League-rekorden til 18 ligasejre i træk.
Josep Guardiolas personlige rekord er 19 ligasejre i træk som cheftræner for Bayern München.
/ritzau/