De fleste seere har for vane blot at grine eller krumme tæer, når den 18-årige eks-Paradisebabe Amalie kommer med nye udmeldinger.
Men i seneste omgang Amalie-siger-sjove-ting er en gruppe historiefolk gået endnu videre og tilbyder nu at hjælpe Amalie til at blive klogere på Danmarks historie.
Folkene bag danskhistorie.dk er nemlig kede af hendes omtale af vikinger, som hun er kommet med i en anmeldelse af nye film med Mads Mikkelsen i hovedrollen, 'Valhalla Rising'.
"Jeg er en meget piget pige. Det interesserer mig slet ikke, vikinger. Puha, det er totalt urealistisk, vikinger. Det findes ikke," lød det i anmeldelsen, der blev bragt i Ekstra Bladet.
Men vikingerne var jo netop virkelighed mellem år 800 og 1200, og derfor er Amalie blevet tilbudt et gratis abonnement på danskhistorie.dk
"Vi selvfølgelig meget kede af, at Amalie synes, vikinger er urealistiske, fordi det jo vidner om, at hun mangler viden om en ret vigtig del af Danmarkshistorien," siger Mads Havskov Hansen fra Clio Online til eb.dk.
Amalie blev for nylig sendt hjem fra Paradise-hotellet, men optræder altså stadig gladeligt i medierne.