Den nybagte DJ-mor, Le Gammeltoft, er blevet blid om hjertet og hører ikke kun elektronisk house, efter at lillepigen Filippa er kommet til. I de første par uger efter fødslen gik mor og datter en tur ned ad "memory lane" til tonerne af Billie Holiday og Tony Bennett.
- Jeg sad helt med tårer i øjnene og hørte gamle numre. Jeg tror, det at blive mor har meget at sige, om hvordan man hører musik. Musikken rammer mere, så der er helt sikkert kommet en større lem ind til mit hjerte, konstaterer Gammeltoft overfor Ritzau.
Filippa har dog ikke helt forkastet sin mors kærlighed til den elektroniske genre. Den 9. august udkommer Gammeltoft med endnu et "Sound Of Copenhagen" album, der er det niende i rækken. Og det er faldet i god jord i DJ-hjemmet.
- Den lille har haft det rigtig godt med Sound Of Copenhagen 9, fordi hun har fundet det meget beroligende at høre elektronisk musik. Så det kan vi godt sætte på, og så ligger hun bare og slumrer, fortæller en glad Gammeltoft.
Men selvom følelserne får lidt mere frit spil, Filippa har lidt indflydelse på musikken i hjemmet og Gammeltoft er blevet en mere almindelig musikforbruger, så betyder det ikke, at hun ikke har kunne skrue endnu et Sound Of Copenhagen album sammen.
- Jeg er virkelig vild med denne version. Lyden på denne udgave er meget dyb og består meget af deep house. Den passer ustyrligt godt til august måned og er et rigtig godt soundtrack til en sensommer, som jeg håber, vi får, konstaterer DJ'en.
Hun fortæller videre, at der denne gang er mange nye navne, som folk ikke kender så godt, og færre af de store etablerede navne. Det er blandt andet navne som Mike Salta, Lou Van og Tonovi, der kan findes på albummet.