Først skulle hun i fængsel, så skulle hun alligevel ikke - og så skulle hun igen. Nu taler hun ud på tv.
Hotelarvingen Paris Hilton sidder lige nu i et fængsel i Los Angeels og afsoner en straf for at have kørt uden kørekort. Men det afholder hende ikke fra at fortælle om sine oplevelser til den amerikanske tv-station ABC.
Per telefon har Paris Hilton fortalt tv-værten Barbara Walters, at fængselsopholdet har forandret hende.
- Tidligere opførte jeg mig dumt. Men den opførsel er ikke længere nuttet. Nu vil jeg gerne gøre en forskel. Gud har givet mig en ny chance, sagde Paris Hilton.
Telefoninterviewet kom i stand, da Paris Hilton ringede til sin mor fra fængslet - netop som mor Hilton talte med Barbara Walters på en anden linie. Da Paris Holton hørte, hvem hendes mor havde i røret, bad hun om at få lov at tale med Walters selv.
Paris Hilton bekræftede, at de første tre dage i fængslet havde været forfærdelige.
- Jeg hverken spiste eller sov. Jeg var dybt deprimeret og følte det, som om jeg var i bur. Det var en frygteligt oplevelse, sagde Paris Hilton, der iøvrigt ved samme lejlighed opfordrede pressen til at fokusere på andre og mere vigtige ting end hendes fængselsophold - såsom krigen i Irak.
Barbara Walters har tænkt sig at komme med flere detaljer fra interviewet med Paris Hilton i aften amerikansk tid i programmet The View .