Et af Hillary Clintons stærkeste kort i valgkampen mod Barack Obama er hendes udenrigspolitiske erfaring. I et interview med tv-stationen CNN i onsdags sagde den tidligere præsidentfrue, at hun hjalp med at skabe fred i Nordirland.
Men spørger man politiske stemmer i Nordirland, er den påstand direkte pinlig. Det skriver Ritzau ifølge politiken.dk.
- Jeg kender ikke til andet, end at hun fulgte Bill (Clinton, red.) rundt, siger den tidligere protestantiske unionistleder David Trimple, til Daily Telegraph.
Han modtog i 1998 Nobels Fredspris sammen med katolikken John Hume for deres indsats ved langfredagsfredsaftalen samme år.
- Hun var på besøg, da tingene var på deres højeste, og hun så, hvad der skete. Hun kan helt sikkert sige, at det er del af hendes erfaring. Jeg vil ikke vælte hendes korthus, men det er noget andet at være heppekor end nøglespiller, siger David Trimple.
Pinlig påstand
Han kalder hendes påstand ’en smule pinlig’ og siger, at det er typisk for politikere at pynte sig med lånte fjer.
Trimples udlægning af Hillarys rolle i fredsforhandlingerne bekræftes af Conall McDevitt. Han var en af John Humes nærmeste medarbejdere under fredsforhandlingerne.
- Der var ingen kontakter med hende, hverken direkte eller via telefon. Jeg var sammen med Hume, når han i månederne op til langfredagsaftalen talte i telefon med Det Hvide Hus, og disse samtaler foregik udelukkende med præsidenten selv, siger McDevitt.