USA skal senest ved afslutningen af maj måned begynde at trække soldater hjem fra Irak, mener den demokratiske senator og præsidentkandidat Hillary Clinton.
»Det er tid til at sige, at tilbagetrækningen bør starte om 90 dage, ellers vil Kongressen trække bevillingen til denne krig tilbage,« siger Hillary i en video på sin hjemmeside.
Hun foreslår, at der vedtages en plan for tilbagetrækning og et loft over det maksimale antal amerikanske soldater i Irak. Loftet vil betyde, at de 21.500 ekstra soldater, som er i gang med at blive udstationeret i Irak, skal trækkes hjem med det samme.
Det er dog langt fra sikkert, at hun kan samle det nødvendige flertal i Kongressen til at overtrumfe Bush. Lørdag manglede Demokraterne fire stemmer i Senatet for at vedtage en resolution mod krigen.
Hvis Bush følger Hillarys plan, vil han kunne afslutte krigen, før hans periode som præsident afsluttes i 2008, understregede Hillary.
»Hvis George W. Bush ikke stopper krigen, for han træder tilbage, vil jeg gøre det, når jeg bliver præsident,« sagde hun.
Hendes budskab er på overfladen rettet til prædidenten, men det kan også hænge sammen med, at en anden prominent demokratisk præsidentkandidat Barack Obama sidste uge kritiserede hende for ikke at have nogen plan for en afslutning af krigen. Obamas egen plan kræver en fuldstændig tilbagetrækning inden marts 2008.