Kaare Sørensen skriver fra New York. Hun er foran. Hillary er foran. Foran Obama? Hillary?
Man kan let forestille sig undren i Obamas lejr, for nu tager det amerikanske præsidentvalg endnu en tur i blenderen.
Efter at have været foran i mere end halvanden måned har demokraterne nu i den seneste landsdækkende meningsmåling valgt Hillary Rodham Clinton som deres foretrukne kandidat.
49 procent i Gallup-målingen siger, at Hillary er deres førstevalg, mens kun 42 procent vælger Barack.
Det giver Hillary Clinton et forspring på syv procentpoint – betydeligt ud over den usikkerhed på tre procent, som er en del af målingen.
Amerikas forbandede stater
Forklaringen kan med al sandsynlighed findes hos Obamas mangeårige pastor Jeremiah White – og ikke mindst de mange videoklip, der er fundet med White, hvor han blandt andet tydeligt ophidset under en tale i Obamas kirke siger: ”Nej, vi skal ikke hylde Amerikas forenede stater, men Amerikas forbandede stater”.
White har også antydet, at USA selv var skyld i terrorangrebet på New York 11. september 2001.
Og selvom Obama delvist har distanceret sig fra de hadske ord, så gør det ondt i et land, der uanset politisk farve sætter kærligheden til flaget og landet højt.
Lang vej for Hillary
Målingen er godt nyt for 60-årige Hillary, men det er ikke nok. Slet ikke.
Hun er bagud på antal vundne stater, bagud på antal stemmer og bagud på antal delegerede.
Kun hendes styrke i store stater som Californien, Florida og Texas kan gøre hende populær blandt de såkaldte superdelegerede, der forment kommer til at afgøre valget mellem de to kandidater på konventet i august i Denver.
Men hun har brug for et jordskælv. Og det er dagens meningsmåling trods alt ikke.