En opkogt og hidsig Lene Espersen (K) hastede væk, efter hun i timevis var blevet grillet på et samråd i Folketingets Finansudvalg.
Pressen stod ellers klar med nye kritiske spørgsmål, men Lene Espersen havde fået nok af spørgsmål.
"Jeg har forsøgt at svare så godt, som jeg overhovedet kunne på et hav af spørgsmål. Der har været mange gentagelser fra begge sider af bordet. Mit ønske var at overbevise Folketinget og Folketingets Finansudvalg om, at jeg af mit fulde hjerte ikke svarede præcist, dækkende og fyldestgørende på det spørgsmål, som blev stillet mig i Folketinget i maj," siger Lene Espersen.
I samrådet svarede Lene Espersen igen og igen på spørgsmålene, mens oppositionen blev tiltagende irriteret over, at "udenrigsministeren ikke svarer på det, hun bliver spurgt om".
Lene Espersen vil ikke tage stilling til forskellen på et upræcist og et forkert svar, og hun afviser igen, at hun svarede på baggrund af en rapport, som Sundhedsministeriet havde lavet. Nye indrømmelser blev det ikke til.
"Det er der blevet kredset meget om i dag. Jeg har i mit svar i Folketinget først og fremmest taget udgangspunkt i det konservative sundhedsoplæg. Jeg skulle have været mere præcis og tilføjet det, jeg fortalte Folketingets formand," siger hun.
Under et minut efter hun var kommet ud fra samrådet hastede den opkogte Lene Espersen væk.
"Jeg tror, jeg har sagt det, der skulle siges. Jeg har ikke mere at tilføje," lød det fra udenrigsministeren.