Danske hf-studerende scorer topkarakter i at sno sig til nemme karakterer.
De seneste to år har en ny eksamensform gjort det muligt at undgå at blive eksamineret i kemi og alligevel bestå faget, som giver adgang til flere videregående uddannelser.
Det har de studerende benyttet sig af i stor stil.
Den nye eksamensform er indrettet, så de studerende kommer op i fagene geografi, biologi og kemi ved en samlet eksamen, som giver én karakter for alle tre fag.
Undgår kemi
Men fordi eksaminationstiden kun er på en halv time, kan den studerende begynde med at fremlægge inden for fagene biologi og geografi og trække tiden ud, så lærerne ikke har tid til at spørge ind til kemi, før tiden er gået.
»Kursisterne spekulerer i, at kemi er det sværeste af de tre fag. Når de tilrettelægger fremlæggelsen sådan, at de først kommer til kemi til sidst, er der ofte ikke tid til det. Og så får de måske et 9-tal i alle tre fag, selvom de reelt ikke har været oppe i kemi,« siger Flemming Schmidt. Han er formand for et udvalg af eksperter under Danmarks Evalueringsinstitut, som Undervisningsministeriet har givet til opgave at undersøge den nye eksamensform.
Flemming Schmidt kan sagtens forstå, at de studerende snedigt udnytter smuthullet i reglerne for at bestå det svære kemifag på en let måde.
Ikke studerendes fejl
Det er eksamensformen, den er gal med – ikke de studerende.
»Vi giver den nuværende eksamensform dumpekarakter. De studerende kan få papir på, at de har kompetence i kemi, uden reelt at have vist, at de kan noget. Det siger både kursister og lærere. Stort set ingen har talt positivt om den her eksamensform,« siger Flemming Schmidt.
Når de studerende netop vil undgå at blive prøvet i kemi, skyldes det, at fagets sværhedsgrad adskiller sig langt mere fra niveauet i folkeskolen end de to andre fag.
Det er nu op til Undervisningsministeriet, om eksperternes kritik skal føre til, at eksamensformen skal ændres.