Cristiano Ronaldos målform har været et af de store samtaleemner frem mod onsdagens Champions League-semifinalebrag mellem Real Madrid og Bayern München.
De seneste to års Ballon d'Or-vinder har nettet i samtlige ti Champions League-kampe i sæsonen (15 mål), og i sine 12 seneste kampe på tværs af alle turneringer er han gået fra banen som målscorer.
Men hos Bayern München har man også en målfarlig herre i front.
Robert Lewandowski har scoret 39 mål i 43 kampe i sæsonen, og Bayern-træner Jupp Heynckes opfordrer Real Madrid til at have lige så stor respekt for polakken, som Bayern har for Ronaldo.
- Cristiano har haft en fantastisk karriere, men vi har Robert Lewandowski, som har scoret 38 mål (39 mål med hans scoring i den tyske Super Cup, red.), siger den tyske træner ifølge AFP.
- Så spørgsmålet bør være, hvem der skal stoppe Lewandowski?
I forhold til den sløje indsats i returkampen i kvartfinalen mod Juventus, hvor spanierne var tæt på at formøble 3-0-føringen fra første kamp, er forsvarsstyrmand og anfører Sergio Ramos tilbage efter karantæne.
Uanset hvem Real Madrid stiller med i bagkæden, så har Bayern München en stærk offensiv, som de gæstende spaniere har stor respekt for.
- Arjen Robben, Lewandowski og Franck Ribery er tre spillere, som er meget svære at forsvare sig imod. De kan score på en hvilken som helst chance, siger Real Madrids højre back Dani Carvajal.
Den anden vej er der dog også stor respekt - især for Cristiano Ronaldos kvaliteter.
- Det et umuligt at lukke Ronaldo helt ned. Vi kan kun stoppe ham som hold, lyder det fra forsvarsspilleren Jérôme Boateng.
- Som angriber kan man ikke være mere komplet end ham. Venstre fod, højre fod, hoved - han behersker alt, og foran mål er han en maskine.
Kampen spilles klokken 20.45 i München.
/ritzau/