Magnus Heunicke har fået corona. Det oplyser Sundhedsministeriet tirsdag over middag i en pressemeddelelse.
Ministeren opholder sig i Bruxelles, hvor han tidligt i morges testede sig selv med en selvtest. Da den viste sig positiv fik han en særlig hurtig PCR-test, som gav samme resultat. Han er derfor kommet i isolation på sit hotelværelse.
Ministeriet melder ikke noget om, hvordan ministeren har det og om han har symptomer. Men umiddelbart kan han fortsætte sit arbejde på hotelværelset.
- Sundhedsministeren kørte fredag med både metro og S-tog i København, og det kan ikke fastslås, hvor sundhedsministeren er smittet. Sundhedsministeren varetager fortsat sit arbejde i videst muligt omfang fra sit hotelværelse i Bruxelles, oplyser Sundhedsminiseriet, som allerede er i gang med smitteopsporing.
Pilen peger i første omgang på ministeriets egen julefrokost, som løb af stablen fredag aften.
- Sundhedsministeriet kan oplyse, at der blev afholdt julefrokost i Sundhedsministeriet fredag den 3. december. Julefrokosten fandt sted på to forskellige lokationer. Sundhedsministeren deltog i den julefrokost, der blev afholdt i selve Sundhedsministeriet i Holbergsgade. Ved denne julefrokost er der på nuværende tidspunkt konstateret ét yderligere smittetilfælde, skriver Sundhedsministeriet i pressemeddelelsen.