Jeg er som far til en handikappet datter simpelthen så rystet over den politik, der i øjeblikket bliver ført fra flertallet i Borgerrepræsentationen bestående af De Radikale, Socialdemokraterne, Enhedslisten og SF.
Partier, som historisk set har beskyttet de svageste i samfundet, og som nu inden for ganske kort tid har besluttet flere forringelser for de handikappede og deres forældre i Københavns Kommune senest med den hovedrystende beslutning om at placere ungdomshuset sammen med en skole for handikappede børn.
Undskyld, men hvad pokker tænker I dog på? Vi snakker om børn, der typisk har behov for ro og faste rutiner omkring sig.
Syntes I virkelig som ansvarlige politikere, at det går godt i spænd med molotovcocktails, rockkoncerter og fra tid til anden voldelige sammenstød med politiet?