Tirsdag aften kunne Midt- og Vestsjællands Politi anholde en 41-mand fra Holbæk.
Politiet mener, at han er den person, som for en uge siden trængte ind i boksen hos hoppen Florica, der stod opstaldet hos Holbæk Rideklub på Ladegårdsalleen i Holbæk, og udsatte hesten for mishandling og et seksuelt overgreb.
Kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi fortæller til sn.dk, at anholdelsen skete efter en række henvendelser fra borgere, som mente at kunne genkende manden ud fra politiets beskrivelse af ham.
Straks efter henvendelserne kørte flere patruljer til området, hvor betjentene traf den 41-årige mand i lettere spirituspåvirket tilstand.
Efter endt afhøring valgte politiet dog at løslade den 41-årige mand, da man mente, at der rent juridisk ikke var noget grundlag for at fremstille ham i et grundlovsforhør med henblik på en varetægtsfængsling, lyder det i avisen.
Manden er stadig sigtet efter dyreværnslovens almindelige bestemmelser, men politiet ønsker ikke at oplyse, hvordan manden forholder sig til sigtelsen.
Politiet undersøger nu, om det også var ham, der var på spil i en lignende sag sidste år hos Holbæk Rideklub, hvor det endte med, at en hoppe måtte aflives efter mishandlingen.