Et udenlandseventyr er måske lige om hjørnet for familien Lund-Nielsen.
I hvert fald overvejer Tina Lund og Allan Nielsen om deres fremtid ligger uden for Danmarks grænser.
Helt præcist i Dubai.
Parret er i seriøse overvejelser om at flytte familien til Dubai, fortæller Tina Lund til Billed-Bladet.
- Det er en mulighed, vi kigger på, men vi har ikke taget nogen beslutning endnu. Der er gode muligheder for mig i Dubai i forhold til min karriere som rytter, siger Tina Lund til Billed-Bladet.
Hvis familien hiver teltpælene op og rykker til det varme, arabiske land, så skal flere af børnene med. Udover lille Louis skal Allan Nielsens yngste datter Nana fra hans ægteskab med designeren Rikke Mai med.
- Nana har i den forbindelse taget - og bestået - en test, der betyder, at hun kan komme til at gå i skole i Dubai, siger Tina Lund.
Hvor længe familien bliver væk fra Danmark er heller ikke afgjort, det kan ifølge hestepigen blive alt fra tre måneder til flere år.