Meghan Markle blev hyldet og tilbedt, da hun sidste år blev gift med engelske prins Harry. Men siden er stemningen vendt, og kritikken har haglet ned over den tidligere skuespiller, der nu kan kalde sig hertuginde af Sussex.
Og det har været hårdt. Ikke mindst, fordi hun tidligere i år blev mor for første gang, da hun i maj fødte sønnen Archie. Det fortæller hun nu i et opsigtsvækkende og meget følelsesladet interview med den engelske TV-station ITV. Stationen har lagt en lille bid af interviewet, der vises i sin helhed på britisk TV søndag, ud på nettet.
- Enhver kvinde – særligt når hun er gravid - er meget sårbar, og derfor var det en stor udfordring. Og når så du har en nyfødt... Især som kvinde kan det være meget. Og så kommer det her oveni (Den megen kritik, red.), når du bare prøver et være nybagt mor og nygift, fortæller hertuginde Meghan – tydeligvis meget berørt.
Den britiske presse er gået hårdt til det unge, royale par. I en sådan grad, at de tidligere på måneden tog det helt usædvanlige skridt at lægge sag an mod flere engelske medier i forbindelse med hacking af telefoner, samt offentliggørelse af et privat brev fra Meghan til hendes far.
Stjernerne støtter
Efter at ITV fredag aften offentliggjorde klippet med hertuginden, er det væltet ind med støtte- og sympati-erklæringer. Også fra stjernerne i USA, hvor Meghan havde sin gang som skuespiller.
– Det går lige i hjertet. Alle føler, de har ret til at dømme andre. Det er forfærdeligt. Og er du en af dem, der går online for at håne kvinder, du intet ved om, så skulle du undersøge dig selv, lyder det fra ”Riverdale”-skuespilleren Lily Reinhart, der bakkes op af det nye, politiske håb, Alexandria Ocasio-Cortez:
– Pludselig berømmelse er en meget umenneskelig oplevelse. Du mister en del af dit liv, og pludselig går det op for dig, at du aldrig får det igen. De folk, der behandler dig som et menneske, gør hele forskellen, skriver hun i et Twitter-opslag, der også har fået støtte fra Monica Lewinsky.