Herning besejrede fredag aften Rungsted med 4-3 i den anden semifinale i ishockeys DM-slutspil, men det er langt fra kun resultatet, som opgøret i Nordsjælland vil blive husket for.
Kampen måtte således afbrydes, da en ismaskine efter første periode ødelagde en dør i banden, så spillerne måtte vente i to timer på at genoptage kampen.
Kampen blev sat i gang klokken 19.30 og fandt først sin vinder fem timer senere i overtid.
94 effektive spilminutter skulle der til, inden Herning kunne juble over sejren.
14 minutter inde i den femte periode blev Branden Gracel matchvinder, og dermed er midtjyderne foran 2-0 i semifinaleserien, der afvikles bedst af syv kampe.
Herning kom på 1-0 efter fem minutter ved Lasse Jensen, og det skulle blive det eneste mål i flere timer.
Den ødelagte dør satte kampen på pause fra lidt over klokken 20 til 22, før anden periode kom i gang.
Også her kom Herning bedst fra start, da Nicolai Weichel efter tre minutter scorede til 2-0.
Men Rungsted svarede tilbage bare 14 sekunder senere, da Jake Hansen reducerede til 1-2.
19 sekunder resterede af anden periode, da Toni Kallela udbyggede til 3-1 for Herning.
Men Rungsted lagde sig ikke ned. Fire minutter inde i tredje periode reducerede Mattias Persson til 2-3, og så levede opgøret på ny.
Holdet fra Nordsjælland pressede på for at fremtvinge det udlignende mål, og det faldt med godt tre minutter tilbage ved Marcus Olsson, og så måtte kampen i overtid.
De første 20 minutter gav ingen scoring, og så måtte man tage hul på yderligere 20 af slagsen, før Gracel afgjorde sagerne et stykke over midnat.
Tredje semifinale i serien spilles på søndag.
/ritzau/