Hun er kendt fra de populære Harry Potter film, og med rollen som Harry Potters Kloge veninde Hermione Granger, er Emma Watson i besiddelse af en bugnende bankbog og vejen til Hollywood ligger åben.
Men det får ikke den 18-årige skuespillerinde til at tabe hovedet. Tværtimod vil hun bruge sit hoved og have en universitetsuddannelse.
Hun interesserede sig ikke for film, da hun var barn og havde aldrig tænkt på at blive skuespiller. Men det blev hun alligevel, da hun blev opdaget af nogle talentspejdere på sin skole, og fik rollen som Hermione.
Men det glamourøse liv som filmstjerne er altså ikke steget den unge skuespillerinde til hovedet.
"Jeg er ikke tiltrukket af hverken fester eller stoffer. Faktisk kan jeg slet ikke lide at være fuld. Jeg har haft de samme venner siden skoletiden, og det har reddet mig," siger Emma Watson til Daily Mail.
Trods planerne om en uddannelse kan fans glæde sig over, at hun ikke indstiller skuespillerkarrieren. Emma Watsons første rolle efter Harry Potter bliver formentlig rollen som Betsy i dramaet Napoleon og Betsy.