Herlevs træner, Johan Marklund, fandt det direkte pinligt at overvære sit hold tabe hele 1-11, da bundholdet søndag gæstede topholdet fra Odense i den bedste danske ishockeyrække, Isligaen.
Nu efterlyser han indstilling og engagement fra sine spillere:
»Hele vejen igennem var det ikke godt nok. Man kunne ikke se forskel på en, der var 17 år, og en, der er fuldt betalt professionel, for der manglede indstilling og engagement,« sagde Johan Marklund efter kampen til Danhockey.dk.
Selv i undertal blev Herlev overspillet og indkasserede tre mål på den konto.
»Det siger vel lidt om attituden på det her hold, som det er blevet til nu. Jeg har ikke ord til at forklare det, der skete. Det er rimelig hårdt,« fortsatte den skuffede træner.