DR har spurgt lokalpolitikere landet over, hvad de mener, er det vigtigste emne at tage fat i. Og som det eneste sted i Danmark, svarer flest i Midt- og Vestjylland, at det er kommunens erhvervspolitik, der har førsteprioritet.
Med faldende befolkningstal mange steder i landsdelen er det endnu mere afgørende med et godt klima for erhvervslivet, fortæller Ulla Vestergaard, socialdemokratisk spidskandidat i Thisted:
- Det er jo vores skatteindtægter, der giver os mulighed for at alt det andet, vi skal bruge penge på i vores kommune, siger hun til DR Midt & Vest.
Formand for DI Midt-Vest, Claus Arberg, fortæller, at han bliver misundt af mange af sine DI kolleger rundt i landet for den opbakning, erhvervslivet møder fra de midt- og vestjyske kommuner.
- Der er mange steder, hvor det er meget mere op ad bakke, end det er her, siger Claus Arberg.
Også Martin Hoxer fra Thy erhvervsforum klapper af politikerne, men kun med den ene hånd.
- Jeg er ikke tilfreds, men vi er i gænge for at gøre det bedre, siger han med tanke på blandt andet sagsbehandlingstid og bedre rammevilkår for erhvervslivet generelt i Thy.
Og socialdemokraten Ulla Vestergaard er enig i, at det kan gøres bedre.
- Vi kan ikke bare give los, for der er noget lovgivning, vi skal overholde. Men lad os få kigget på, hvilke muligheder der er, siger hun til DR Midt & Vest.
Thisted fik en plads helt ned som nummer 84 i DI's kåring for nylig af landets mest erhvervsvenlige kommuner. Nummer ét var Ikast-Brande efterfulgt af Herning.