Rytterne i et af verdens hårdeste cykelløb, Giro d'Italia, skal til næste forår forcere de flade vindfyldte strækninger i Vestjylland og de bløde bakker i Østjylland.
Rytterne skal køre i Herninig og Horsens i perioden 5-7. maj 2012.
Det er første gang, at den italienske klassiker kommer til Danmark. Onsdag formiddag blev den danske del af ruten offentliggjort på et pressemøde i Herning.
Giroen indledes 5. maj med en 8,7 kilometer lang enkeltstart i Herning by.
Anden etape har også start i Herning og kommer forbi Ringkøbing, Søndervig, Lemvig, Struer og Holstebro, inden rytterne slutter de 206 kilometer af i Herning.
Tredje etape får start i Horsens, og rytterne kommer bl.a. forbi to af Danmarks højeste punkter, Ejer Bavnehøj og Yding Skovhøj på den 190 kilometer lange etape.
Giro d'Italia har tidligere lagt vejen fordi Holland, Belgien og Grækenland, men det er første gang, at rytterne skal så langt væk fra Italien som Danmark.