Der venter danskerne i dele af landet voldsomt vejr – DMI har udsendt varsel, der indikerer at der ventes mellem 5 og 30 centimeter sne,
Det er de sydøstlige egne, der rammes – særligt ved Østersøen. Og ud over den voldsomme mængde sne, kommer en kraftig vind fra nordøst til at gøre vejret farligt med risiko for snefygning.
Varslet gælder for Bornholm, Falster og det østlige Lolland, hvor der kan komme reel snestorm. Det vil i definitionen betyde mere end 10 cm sne på seks timer samtidig med en vind på mere end 10 m/s.
Især over Østersøen og Kattegat dannes der snebyger, der ligger som perler på en snor og rammer de østvendte kyster.
Tirsdag aften har DMI udvidet varslet, så det nu også gælder for områderne Billund, Odder, Middelfart, Vejen, Horsens og Hedensted, oplyser instituttet på sin hjemmeside.
Lavtrykket vil fra sent onsdag og i løbet af torsdagen fjerne sig mod øst. Det er den langsomme bevægelse af lavtrykket, der giver en usædvanlig langvarig periode med blæst og snebyger.
DMI’s varsel er i såkaldt kategori 2, der betyder farligt vejr. På instituttets hjemmeside beskrives en Kategori 2-varsel således:
”Vær forberedt på, at vejrudviklingen kan påvirke dine omgivelser og forstyrre trafik og forsyning. Følg myndighedernes råd, og vær ekstra opmærksom, når du færdes ude.”