De forretningsdrivende i Nordjylland behøver ikke svede så meget som dem i resten af landet, når de tjekker bundlinjen. Antallet af konkurser falder nemlig mest i Nordjylland.
Det fortæller DR P4 Nordjylland.
Der er 40 procent færre konkurser i Nordjylland i januar og februar i år, end sidste år. I hele landet er det kun 25 procent.
- Det lover godt for økonomien, mener Jens Nyholm, der er cheføkonom i Spar Nord.
- Vi har haft en stabilisering i gennem en længere periode, og nu ser vi en fremgang i beskæftigelse, boligbyggeri og huspriser. Der er bestemt tale om lune konjukturvinde, siger han til DR P4 Nordjylland.
Ifølge Jens Nyholm er Nordjylland bedre på vej ud af krisen, end de fleste andre regioner med undtagelse af Hovedstadsområdet.