Vejdirektoratet sætter nu gang i arbejdet på sydvestsiden på Sallingsundbroen, der forbinder øen Mors med halvøen Salling i Limfjorden.
Det bliver den sidste etape af en renovering der begyndte i foråret 2020, men det medfører gener for trafikanterne - især cyklisterne og fodgængerne.
Arbejdet betyder nemlig, at cyklister og gående skal benytte stien på broens nordøstlige side.
Den vil være dobbeltrettet og smallere end normalt for at give plads til biltrafikken.
Af den grund beder Vejdirektoratet modkørende cyklister vise ekstra hensyn til hinanden og sætte hastigheden ned, når de passerer hinanden på broen.
For brede køretøjer vil der være begrænsninger, idet den frie bredde begrænses til 3,1 meter.
Køretøjer med bredde op til 5,0 meter vil dog have mulighed for at passere broen to gange i døgnet – tidlig morgen og midt aften.
Passagen kræver booking – en ordning, der blev indført i foråret 2020 ved renoveringens påbegyndelse.
Vejdirektoratet forventer, at arbejdet på sydvestsiden af broen er færdigt i november 2023.
(Foto: Vejdirektoratet)