Der var jubel og stor tilfredshed, da tv-værten Joakim Ingversen og hans partner fredag aften kunne kalde sig vindere af konkurrencen Vild med dans.
De var oppe i mod sidste års vinder, Silas Holst, og hans partner, skuespillerinden Louise Mieritz, der altså måtte nøjes med en andenplads.
De to par lagde ud med en cha-cha-cha face-off til tonerne af Medinas "Lyser I Mørke". Her var der 36 point til Claudia Rex og Joakim Ingversen og hele 38 point til Louise Mieritz og Silas Holst.
- I er alle sammen allerhelvedes gode, sagde dommer Nikolaj Hübbe efter den første dans.
Dernæst skulle de to finalepar ud i en quickstep, der gav Joakim Ingversen og partner topkarakter med fire 10-taller fra dommerne.
Louise Mieritz og Silas Holst kom op på 38 point, og dermed var det altså fuldstændigt lige, inden parrene begav sig ud i deres freestyle.
En dans, som Silas Holst allerede inden finalen havde spået ville blive afgørende.
Joakim Ingversen og Claudia Rex' freestyle, der viste parret på slap line, imponerede dommerne, så de igen måtte give toppoint.
- Vi har bare hygget os og grint og grint, og jeg synes, at denne her freestyle passer lige til mig, fortalte Joakim Ingversen bagefter.
Silas Holst og Louise Mieritz' freestyle blev danset til Beyonces "Run The World (Girls)", og her var der både jazzdans, step, poledancing og funk blandt stilarterne.
Det belønnede dommerne med 40 point, og dermed var det helt op til seerne, hvem der skulle ende med trofæet.
De valgte altså, at Claudia Rex, der sidste år blev nummer to i finalen, skulle vinde med Bingo-Banko-værten.