23-årige Toni-Ann Singh, der kommer fra Jamaica, fejede al den smukke modstand til side og blev i aftes kåret til Miss World 2019.
Hun havde svært ved at holde tårerne tilbage, da hun fik kronen på hovedet som det synlige bevis på, at hun officielt er verdens smukkeste kvinde.
– Jeg er så beæret og taknemmelig. Mest af alt tænker jeg på det arbejde, der venter – nu har jeg en platform at gøre det fra, og jeg glæder mig meget, sagde hun efter kåringen.
Til daglig læser hun på Florida State University med målet om at blive læge. Og i fritiden går hun op i madlavning, frivilligt arbejde – og sang. Sidstnævnte i en sådan grad, at hun faktisk kan synge klassisk opera.
Toni-Ann Singh vandt foran kandidater fra Frankrig og Indien.
Det var 69. gang, miss World blev afviklet, og det er dermed den ældste, internationale skønhedskonkurrence. Ud over skønhed, handler konkurrencen også om at skabe opmærksomhed og midler til humanitære formål.