Det kan lyde mærkeligt at tale om lykke i verden med tanke på, hvad der er foregået i det seneste års tid.
Men coronavirus eller ej, den årlige rapport om verdens lykkeligste lande er nu blevet offentliggjort.
Og det er igen Finland, der topper listen - nu for fjerde år i træk. Danmark er i år blevet overhalet af Island og er dumpet en enkelt plads ned til en tredjeplads. Schweiz og Holland udgør de sidste to lande i top 5.
Undersøgelsen har på grund af corona været tvunget til at skifte fokus. Hvor undersøgelsen normalt kigger på faktorer som landenes BNP, befolkningens forventede levetid, socialt sikkerhedsnet, frihed og graden af korruption, har rapporten fra Columbia University denne gang stort set kun koncentreret sig om folks velbefindende under coronakrisen.
Alligevel ligner listens top 10 - på nær nogle få rokeringer - stort set sig selv. Og det betragter folkene bag rapporten som et positivt tegn.
- Overraskende nok har der ikke - set over en bred kam - været nogen nedgang i livskvalitet, når folk skal vurdere deres egne liv. En forklaring kan være, at vi ser Covid-19 som en fælles, udefrakommende trussel, og at det har medført en større følelse af solidaritet og fællesskab, siger professor John Helliwell, der har bidraget til rapporten, til CNN.
I bunden af listen over de 149 lande, som er med i undersøgelsen, finder man igen Afghanistan - efterfulgt af Zimbabwe, Rwanda og Botswana. De dårligst rangerede lande består primært af lande, hvor der er krig eller væbnede konflikter.
Top 10 på World Happiness Report 2021 (sidste års placering i parentes):
1. Finland (1)
2. Island (5)
3. Danmark (2)
4. Schweiz (3)
5. Holland (6)
6. Sverige (7)
7. Germany (17)
8. Norway (5)
9. New Zealand (8)
10. Østrig (9)
---
14. USA (18)
18. Storbritannien (13)