Mulighederne er mange, men Glenn Johnson, der er udlejet fra Chelsea til Portsmouth i denne sæson, tager nok prisen for den mest tåbelige og mærkværdige af alle fritidsbeskæftigelser. Han stjæler lokumsbrædder!
Den feterede fodboldstjerne blev opdaget af en 74-årig butiksdetektiv, da han sammen med en kammerat forsøgte at erhverve sig et dyrt lokumsbræt i et stormagasin i Kent.
Det kostede en bøde på 80 pund, men det betød åbenbart ikke så meget for den ’velbegavede’ Johnson, som tog det hele med et grin. Ja, der er jo forskellige måder at reagere på, når man er på spanden!
På spanden er også Brøndbys Joseph Elanga, der ikke er udtaget til truppens træningstur til Gran Canaria. Det skyldes efter sigende også hans alternative fritidsaktiviteter - eller mangel på samme. Elangas ’røvtur’ i Brøndby skyldes ifølge afrikanerens agent Bayran Tutumlu, at han sov for længe til sidste lørdags træning, hvilket var for meget for træner Tom Køhlert.
Fra rygtebørsens side skal der dog lyde en moralsk opbakning til Elanga, for hvem fanden gider forlade dynerne i sådan et vejr? Og det giver vel alt andet lige mere mening, end hvis Elanga var draget i Silvan for at erhverve sig et lokumsbræt på ulovlig vis.
Spillerne i den skotske Premier League-klub Motherwell har tilgengæld haft masser af tid på det sidste til at følge Elanga i drømmeland. Klubben har i denne weekend fået aflyst sin anden kamp i træk på grund af det dårlige vejr i Skotland, så hvis de lokale erhvervsdrivende oplever et stort svind i lokumsbrædder, ved de jo, hvor de skal henvende sig.