Snart er skoleferien slut, og landet over vil børn trille af sted i skole på deres cykler. Men det er ikke lige meget, hvilken cykelhjelm, der sidder på hovedet af dem.
Forbrugerbladet Tænk, der udgives af Forbrugerrådet, har sammen med europæiske forbrugerorganisationer netop laboratorietestet 18 cykelhjelme til priser fra 99 til 368 kroner.
I testen er der taget højde for alt fra spændet, der holder hjelmen fast, til stødabsorbering, slag mod kantsten og udsynet fra hjelmen.
Tre af hjelmene dumpede testen, mens modellen Spectra Junior Reflex fra Kildemoes fik topkarakter på grund af sikkerhed og brugervenlighed.
Chef for produkttests hos Tænk Henrik Teglgaard Lund er overrasket over, at tre af de 18 modeller ikke holder, hvad de lover. Det var dem, der dumpede.
Vildledning
»Hjelmene påstår, at de opfylder diverse standarder. Men når vi tester dem med de samme metoder, som producenterne, har de alligevel et problem og kan ikke tåle kraftige ryk og stød. Det er ærgerligt for forbrugeren, for det gør det svært for dem at stole på de anmærkninger, der er i hjelmene,« siger testchefen.
Henrik Teglgaard Lunds bedste råd, når man skal købe børnecykelhjelm, er at prøve hjelmen på barnet og sikre sig, at den sidder godt og sikkert på hovedet.
»Den må ikke kunne skubbes frem og tilbage i nakken og panden. Den skal sidde stramt til både i kanten rundt om hovedet og ved remmene, der går under hagen. Det er noget af det vigtigste, fordi det er en forudsætning for, at den kan beskytte, som den skal,« fortæller Henrik Teglgaard Lund.
Og så er det en god idé at tjekke, om hjelmen har de lovpligtige mærker.
Der skal fremgå navn på producenten, produktionsdato, modelnummer, størrelse og en instruktionsbog. Står der EN 1078 i hjelmen, er den EU-godkendt.
Læs mere på Tænks hjemmeside.
Testens vindermodel med topkarakter
i sikkerhed og brugervenlighed er Spectra Junior Reflex fra Kildemoes
til 299 kroner. Se forhandlerliste på www.kildemoes.dk
Kåret
som testens bedste køb er Cycletrack fra Coop. For 170 kroner får man
en sikker og solid hjelm, der er nem at tilpasse barnets hoved .
Sælges i alle Kvickly-butikker.
Testens tabere er Met
Super Loopy, Etto Mosquito og Harald Nyborgs Greenfield MV18. De
dumper, da de ikke består sikkerhedstesten, der sikrer, at de kan tåle
kraftige ryk og stød.