"Forbandet. Vi styrter. Det kan ikke være rigtigt."
Sådan lød de sidste ord i cockpittet sekunder før, Air France flyet ramte vandoverfladen på vej fra Rio de Janeiro, hvor 228 personer omkom, skriver Daily Mail.
Lydfilen for flyets cockpit er nu frigivet, og offentligheden kan derfor få klarhed over, hvorfor flyet gik ned midt over Atlanterhavet i 2009.
"Hvad sker der? Jeg ved ikke, hvad der sker," siger den ene pilot, da kaptajnen kommer tilbage efter en pause.
Piloterne får efter et lille dyk rettet flyet op, men lidt efter dykker det igen. Denne gang i mere end tre minutter.
"Hvad tror du? Hvad tror du? Hvad skal vi gøre?," siger den ene pilot, mens flyet svinger fra side til side.
"Jeg har ikke kontrol med flyet. Jeg har ikke kontrol med flyet i det hele taget," siger den anden, mens alarmen kører i baggrunden.
Til sidst lyder ordene:
"Forbandet. Vi styrter. Det kan ikke være rigtigt."
"Men hvad sker der?"
Derefter bliver der helt stille.
Kilde: Daily Mail