Verden over bruges dele af den forskning, som nazilægerne under Anden Verdenskrig under uhyrlige omstændigheder fik frem ved at eksperimentere med jøder i kz-lejrene.
Det drejer sig især på spørgsmålet om, hvor lang tid et menneske kan overleve, når man nedsænker det i koldt vand.
Den viden stammer fra det såkaldte koldtvandseksperiment, hvor nazilægerne i flere kz-lejre sænkede jøder ned i koldt vand og lod dem ligge, til de døde.
Og det er helt i orden, mener en af Danmarks førende forskere i medicinsk etik, lektor Peter Rossel fra Københavns Universitet.
»Man kan ikke få den viden på en anden måde. Vi bruger den faktisk til at vurdere, hvor lang tid det stadig kan betale sig at lede efter overlevende fra et skibsforlis. Det kunne jo være, at man ellers indstillede redningsaktionerne for tidligt,« forklarer han.
Ingen blåstempling
Peter Rossel mener, at man blot er forpligtet til at gøre opmærksom på, at forskningen er udført under så skrækkelige omstændigheder, hvis man for eksempel refererer til forskningen i videnskabeligt arbejde.
Men er man så ikke med til at blåstemple forsøgene fra dengang?
»Nej, det mener jeg ikke. For vi ville aldrig acceptere dem i dag. Men når den viden foreligger, så kan man lige så godt bruge den, når det kan hjælpe med at redde liv, siger Peter Rossel.
Han understreger, at størstedelen af nazilægernes andre arbejder dog stort set er værdiløse, og at de derfor ikke bruges i dag. Det drejes sig for eksempel om forsøg med smitte af tyfus og transplantation af knoglemarv.
Det bekræfter Anders Otte Stensager, som netop har udgivet en bog om en af de værste af nazilægerne, Josef Mengele.
»Al hans forskning er værdiløs i dag,« siger Anders Otte Stensager.
Få bliver ikke godkendt
Men faktisk var det netop nazilægernes bestialske forsøg, som satte gang i debatten om, hvor grænserne gik inden for lægevidenskaben. Det førte til, at man fik regler for, hvordan man overhovedet laver forskning i dag, hvor der er helt klare linjer for, hvad man må og ikke må.
I dag kæmper man således med problemer i en helt anden klasse, når man skal godkende nye forsøg.
»Det er ganske få projekter, som ikke bliver godkendt. En eller to stykker om året, og det er typisk noget teknisk,« siger sekretariatschef Vibeke Graff.
Og forresten: Mennesket kan klare mellem seks og otte timer i 12 grader koldt vand. Så dør det, og da vil kropstemperaturen være faldet til mellem 25 og 28 grader.