Vi har hørt det tusind gange før. De unge dropper erhvervsuddannelserne til fordel for studenterhuen, og det skal der ændres på.
Derfor vil regeringens tre uddannelsesordfører nu fastsætte en national målsætning for hvor mange unge, der skal tage en erhvervsuddannelse. Det har de ellers tidligere afvist at sætte tal på, skriver Altinget.dk.
Uddannelsesordfører Lotte Rod (R) fastslår, at Radikale gerne vil fastsætte et mål for antallet af unge, der skal på erhvervsskole.
- Det vil være et klart signal om, at det er vigtigt for samfundet, at flere unge tager en erhvervsuddannelse, siger hun til Altinget.
Lisbeth Bech Poulsen (SF) bakker op om den udmelding og peger på, at en målsætning kan skabe et politisk pres i forhold til at få flere til at tage en uddannelse.
Også Socialdemokratiets erhvervsuddannelsesordfører Ane Halsboe-Jørgensen er klar til at diskutere måltal for erhvervsuddannelserne. Hun understreger dog i samme ombæring, at det ikke alene løser erhvervsuddannelsens problemer - og at regeringen endnu ikke har meldt noget endeligt ud.
Siden 2001 er antallet af unge, der tager en erhvervsuddannelse efter folkeskolen faldet fra cirka 30 procent til 18,8 procent i år.
Regeringsens tre uddannelsesordførerne er enige om, at den udvikling skal vendes. Men De Radikale og Socialdemokratiet ønsker endnu ikke at sætte tal på, hvor stor en del af de unge, der skal tage en erhvervsuddannelse.
Det vil Lisbeth Bech Poulsen (SF) til gengæld gerne.
- Jeg mener, at vi skal tilbage på 30 procent. Det er et realistisk mål, siger hun.
Ligesom Ane Halsboe-Jørgensen mener De Radikales uddannelsesordfører, Lotte Rod, ikke, at målsætningerne kan stå alene. Det skal blandt andet gøres lettere for eleverne at læse videre, efter svendebrevet er kommet i hus, pointerer hun.