Efter både sangeren Steven Tyler og popstjernen Jennifer Lopez annoncerede deres afsked som dommere i talentshowet American Idol, har Fox-netværket haft travlt med at rekruttere nogle nye.
Senest er der blevet skrevet kontrakt med sangikonet Mariah Carey.
Den 42-årige sangdiva tilslutter sig dermed programmet i dets 12. sæson, hvor dommerpanelet den seneste uges tid kun har bestået af Idol-veteranen og produceren Randy Jackson. Det oplyser hjemmesiden Mail Online.
- Det er den største musiker, der nogensinde har medvirket i nogle af de her sangkonkurrencer. Og det er en artist, som mange har forsøgt at få fat på, fortæller Fox' overhoved Kevin Reilly under et pressemøde i Beverly Hills.
Ifølge Entertainment Weekly er Carey da også en dyr dame at have om bord. Divaens løn kommer til at ligge på mellem 74 og 105 millioner kroner for denne sæsonen. Sangerinden er da også godt tilfreds med sit nye arbejde.
- Det bliver så sjovt at arbejde på American Idol. Som singer-songwriter er jeg virkeligt spændt på at finde og pleje nye talenter, skriver Carey på sin Twitter-profil.
Årsagen til at Jennifer Lopez valgte at forlade showet, er hovedsageligt afskeden med Steven Tyler. Det fortæller sangerinden selv i et interview til ABC News.
- Det vi havde var magisk. Når han er væk, bliver det nok anderledes, konstaterede Lopez.
Popsangerinden ser dog ikke Carey som en rivalinde, men er sikker på, at Careys erfaring vil bringe noget godt til showets deltagere.
Allerede i syvende sæson kunne man opleve sangidolet i American Idol, hvor Carey optrådte som gæstedommer. Denne gang er aftalen dog mere permanent.